Halvvejs

Mere eller mindre i hvert fald. Klokken er et godt stykke over ”jeg burde sove nu” i dansk tid, men er stadig oppe. Det er ved at være henad aften her og jeg har placeret mig på en bænk i O’hare lufthavnen i Chicago. Et udemærket sted til at overveje hvad det egentlig er jeg har gang i.

  

Jeg har under rejsen herover, og for øvrigt også før, haft en enkelt linje fra en Nice Little Pinguins sang spillede igen og igen i mine tanker: ”Here I am, I am my own. For the first time really on my own..” Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om andet der bedre kan beskrive mine følelser netop nu. For første gang er jeg helt alene, i et fremmed land, uden venner, uden bolig, uden noget som helst andet end et par dollars og en stykke papir som siger at min første undervisningstime starter om en uge…. Fuck it, det skal nok gå.

Forløbet der har ledt til denne situation er ikke ulig det meste andet i mit liv. En stor del af de valg jeg har taget i mit liv har bygget på den samme indstilling som har ført mig hertil: ”Gør hvad du har lyst og hvad der falder dig ind. Så man tage konsekvenserne som de kommer. ” Jeg ville på udveksling og det kom jeg. Hvad det bringer med sig må fremtiden vise.

For nu lige at gå endnu mere amok i klicheagtige ordsprog så husker jeg en HR medarbejder fra Ernest and Young den under et foredrag lagde vægt at hvis man ikke ændret retning, så endte man der hvor man var på vej hen. Tjaa, måske. Vil nu hellere leve med at hvis du ikke ved hvor du skal hen vil alle veje føre dig der til. Det er en frihed mange flere burde prøve. Følelsen af den når man sidder her i aftensolen er, ja, befriende. 

Nå, det var lidt om bevæggrundene for turen. Flere at den slags betragtninger vil følge på denne blog efterhånden som de går op for mig.

Med hensyn til turen er den forløbet fint indtil videre. Der har ikke været forsinkelser eller nævneværdig kø nogen steder. Er ikke blevet anholdt for noget endnu, men blev dog drugvipet i tolden (Det må være mit drugdealer look eller mine converse sko eller hatten måske). Rejsetiden er lang, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Noget der til gengæld ikke har været i orden har været min sidemand i flyet. Efter hver eneste (!) gang på min sidste 6 flyrejser at have siddet ved siden af en franskmand, og have sovet op af denne, ødelægger en tysker min stime. Han var ikke fra Frankrig og man kunne ikke sove op af ham. ØV!

Hvis jeg er heldig er der en franskmand fra Chicago til New Orleans. En opdatering følger på den sag. 

Så må det være godt for nu. Håber at du vil følge med fremover i denne herlige blog. Selvom min mor også læser med, og det måske sætter en dæmper på gemytterne, lover jeg at det nok skal blive underholdende.

Vi læses

-          Bue