Så sidder vi her igen. På en bænk i Chicago's O'Hare lufthavn. Det er 4 måneder og 7 dage siden jeg sad her sidste gang. Fuld af forventning, nervøs og spændt på samme tid. I dag sidder jeg her træt, vemodig og fyldt op med minder. Jeg har oplevet så meget på det sidste halve år. Jeg sidder med en stille kop kaffe og tænker tilbage på det hele. Hver gang jeg gennemgår en oplevelse i mit hovedet, dukker en ny op. Gud ja, det nåede jeg jo også at se tænker jeg.
Selvom der kun er gået et semester føler jeg mig meget ældre nu. Jeg beviste overfor mig selv at jeg kunne klare det, at jeg kunne vokse med opgaven at jeg kunne overleve så langt hjemmefra uden hjælp, uden venner, kun mig selv. Jeg kom igennem.
Nu vender jeg hjem og der venter det rigtige liv. 18 års skolegang er snart ovre. Job, pension, voksenlivet, venter i det nye år. På min fødselsdag sidste år havde jeg ikke forestillet mig at jeg vil fejre den næste her. Nu tænker jeg på hvordan mit liv ser ud når jeg bliver 25. Det må tiden vise.
Jeg glæder mig til at komme hjem nu. Det er gået op for mig at det hele er slut. Det tog meget kortere tid end at vende sig til at det var begyndt. Alligevel virker det uvirkeligt at aldrig mere skal vende tilbage til Maple street, at jeg aldrig mere skal se op svede på Tulane, eller drikke en lille en på Snakes and Jakes.
Hermed er bloggen slut. Jeg håber du har nydt at følge med og har kunne dannet dig et indtryk af hvilken fantastisk tid jeg har haft herovre.
De mennesker jeg har mødt og de oplevelser jeg har haft vil jeg have med mig resten af mit liv.
Tak New Orleans
- Bue
Ingen kommentarer:
Send en kommentar