Jeg er ikke alene..!

Der er ganske mange fra CBS der har taget en tørn udenlands.. Og når Peter befinder sig et sted hvor det står sløjt til med engelsk kundskaberne så kan man jo ikke andet end at grine

En lille hilsen fra min kollegie bror - Peter...!

Uhhhhhh det spøger...

Eller det er i hvert fald hvad Coca cola, Nestle, Walmart og alle de andre store amerikanske firmaer prøver at overbevise mig om. Det prøver i hvert fald ihærdigt at får mig til at købe deres ubrugelige plastik græskar, ulækre slik og hvad har vi. Halloween nærmer sig og man må sige at de gør nok ud af det herovre. Haverne rundt omkring er fyldt med oppustelige græskar, skelletter der spiller Football og spøgelser der hænger ned for træerne. Det skaber sgu en meget sjov stemning egentlig. Nærmest lidt Disney Land agtigt. Jeg tager lige en tur i rundt i kvarteret i morgen eller i overmorgen og tager lidt billeder af showet. Indtil videre må i nøjes med en lille edderkop

Derhjemme går man sgu ikke så meget op i kostymer, i hvert fald ikke som voksen. Holder man et kostyme bal er det måske halvdelen der kommer klædt ud. Sådan er det langt, langt fra her. Alle jeg har snakket med siger at man kommer til at føle sig meget alene hvis man ikke kommer udklædt til halloween festerne. Folk kan nærmest ikke snakke om andet i disse dage selvom ens halloween kostyme åbenbart er en statshemmelighed. Ingen vil sige hvad de kommer som... I fald ikke når de er ædru :)

Jeg vil gerne afsløre mit: Dansk viking! hvad ellers. Fætter har være behjælpelig med diverse remedier fra Danmark så mig og Morten skal bokstavlig talt ud og vise flaget på lørdag. Det kommer der selvfølgelig også billeder af :) Nu er det sådan at man helst skal have to. Et til fredag og et til lørdag, men eftersom vi skal til koncert fredag bliver det nok bare til et spøgelse (aka lagn) kostyme til om fredagen. Lidt at tage på og af og man kan smide det væk bagefter.

- Bue

Dag 3 - Rain Storm.

Vi vågner klokken 9. Synes mit hovedet føles lidt tungt og vi skal tjekke ud klokken 10. En i en lidt tåget state of mind mens jeg pakker sydfrugterne og er efter en lårvarm cola klar til dagens program. Ud i dyret og afsted mod sixflags forlystelsesparken. Efter et stykke tid ankommer kommer vi til (som er typisk herover) et monster af en parkeringsplads. Billetterne er købt på forhånd og vi drøner lige igennem indgangen. Ved security boden er der et fint skilt som siger at vi altså kun må have skjulte våben med ind hvis vi har en våben tilladelse. Ok så Texas. Vi vader lidt rundt i parken og smutter op i den første kæmpe rollercoaster. Hold da op. Sikken fest. Gå hjem tivoli. 

Vi har været der i en par timer og mens jeg spiser det dyreste måltid jeg nogen sinde har købt (100 kr. for en lille pizza og nogen fritter, hvilket er ret dyrt i usa) begynder det at trække op til storm. Mikkel har det rigtigt dårligt fra i går og alle forlystelser lukker i regnvejr så vi tager en svær beslutning og bevæger os ud af parken. 

Det skulle vise sig at være en rigtig god ide. Da vi når bilen begynder det at dryppe en lille smule og efter en halv time efter går det løs. Det står ned i stænger mens vi kører på motorvejen. Jeg har aldrig kørt i så meget regn før og sigtbarheden er nærmest nul. Vi sætter nødblinket på og ligeså gør de andre bilister. Vi kører vel en 30-40 km/t og snegler os afsted. Nu kan jeg pludselig se hvad de skal bruge alle de trucks til. De kan pløje lige igennem de enorme vandpytter. Det kan vores kære mustang ikke, men det går. Efter en lille time klarer det og vi sætter næsen hjemad. 7 timer senere sider vi lejlighed. En god tur er slut og vi er trætte. 

Folk i Texas - Et Redneck studie...

Vi forsætter hvor vi slap i går. En time er gået med svømning, dykning og hvad der ellers hører sig til i en pool. Vandet er ekstremt klorholdigt. Jeg havde ikke lige mine badebukser med så det blev til træningsshort og sorte boksershorts indenunder da jeg hoppede i vandet. De var ikke i nærheden af at være sorte da de tørrede. Tak klor, mange tak skal du have. Det var godt at de kun kostede 5 dollars i Walmart. Mine øjne har jeg tilgengæld ikke købt i Walmart og de blev også ramt. Lignede et narkovrag med røde øjne i flere timer efter, til stor underholdning for de andre forøvrigt :)
Tøj på og ud i en taxa. Matt fra studiet har været så venlig at forsyne os med info og hvor vi skal tage hen. Sådan næsten i hvert fald. Han anbefalede en gade hvor der skulle være gang i den og det var sådan set også fandt vi ud af. Problemet var mere at gaden var en 10-15 km lang og at finde den rigtige del tog lidt. Vi får det efter hånden sædvandelige spørgsmål fra taxa manden. " Er i fra Australien?" Vi svarer pænt nej og undre os lidt over at det er 3. gang på meget kort tid at vi får stillet det spørgsmål. "Er du fra Holland" og "Er du bøsse" fører stadigvæk i antal, men "Er du fra Australien" vinder godt ind på de andre. Odds på vinderen af kapløbet kommer snart (må lige aftale noget med unibet) og sidste etape er selvfølgelig dagen jeg tager hjem.

Vi finder et sted der ser hyggeligt ud og sætter os ned. Texas er i gang med spille med Yankees i semi finalen om mesterskabet i baseball herovre. De fører så stemningen er god og den bliver endnu bedre da de går hen og vinder. Jeg falder i snak med en fyr der hedder John. Ikke født texaner, men han har boet der i et stykke tid. Han anbefaler et sted som ligger lige henne om hjørnet. Den prøver vi.
Vi kommer ind på klubben. Det kunne være kunne ligeså godt have været i Danmark bortset fra halloween pynten op væggene. Efter at have købt lidt at drikke går vi oven til en kæmpe tagteresse. Det er sgu fedt at kunne stå udenfor om midt om natten den 24 oktober uden at fryse :)

Vi falder i snak med nogen og lokale og hold da kæft man! De er godt nok lokale! Ligesom så mange andre begivenheder på min tur vil jeg kalde den her for ÜBER (!!!) kliche. De er en 3 piger og 2 fyrer. Mikkel starter lige med 5 min inde i en samtale at nævne er han ikke rigtig ved hvad han skal synes om Bush og det resultere i af den ene fyr ikke længer vil snakke med os.... hmmm.
Nå, Der er stadig 4 tilbage. De spørger lige ind til hvad Danmark er for et sted for det har de selvfølgelig aldrig hørt om. Jeg forklarer lidt om Danmark, hvor det ligger, hvor mange mennesker vi og alt det med vores velfærdssystem. Det sidste synes de lyder helt vildt langt og spørger os om vi er kommunister. Vi svare pænt nej og jeg er allerede nu ved at dø af grin inden i.
Samtalen falder ind på hvad der bringer os til Dallas og jeg forklarer. Fair nok siger de. Hvad har i så lavet i dag? Vi har været nede og se der hvor Kennedy blev skudt fortæller jeg og reaktionen er meget overraskende. Hvis man som turist i Danmark fortæller og man har set den lille havfrue eller rundetårn ville man nok blive spurgt om hvad man synes om det eller noget. Her sker der noget lidt andet.

"Ooooooooooohhhhhhhhh hvaaaaaaaaaaaaaaad (Med sydstats accent)" Hvor er det fedt at i kender til det. Er i sådan nogen history majors hjemme i Danmark eller hvad?" "Du skal lige snakke med ham derovre. Han har også studeret historie"
Jeg skulle nu mene at mordet på Kennedy er sådan rimelig kendt uden for USA, men det er åbenbart ikke gået op for dem. Jeg fortæller om min "det er butleren der er morderen" teori og de synes de er mægtigt sjovt. Kunne være jeg skulle være standup komikere herovre vi man kan slippe af sted med så platte jokes :)
Pigen på billedet bliver i øvrigt ved med at sige at jeg endelig ikke skulle tro hun var en retard for sådan var hun slet ikke i virkeligheden. Hehehheheh.. Jeg griner lidt. Ifølge min erfaring kommer sådanne kommentarer  ofte fra folk der er netop er hvad de benægter at være.
Dette er ikke en angreb på hele Texas som sådan. Vi mødte mange andre fra området der var ganske fornuftige at snakke med, fx folkene i våbenbiksen, men når man er udsat for sådan en uvidenhed og arrogance har man lov til at grine lidt af folk.
Det ender med at alle er sure på alle efter emner som religion og amerikansk politik. Især den ene fyr som var sikker på vi var i gang med at stjæle hans kæreste (fyren med kasketten). Ren hat og briller, men sjovt var det i hvert fald.
Knap så sjovt var det da taxen ikke kunne finde hjem. Det blev lidt dyrt, men vi kom da hjem.


I morgen venter sidste del af turen.

Dallas...

En Ford Mustang er uden tvivl den bedste bil jeg nogensinde har kørt i. Noget helt helt andet end den riskoger der bragte os til Miami. Drengene ventede på mig med pakket bil da jeg kom hjem fra skole klokken 5 og så var der bare afsted og det er med taget nede selvfølgelig.

Bilen kører som en drøm og lystre hvert eneste lille ryk i rattet eller tryk på speederen. Der er en ubeskrivelig fornemmelse at lade sig transportere af sådan et udyr. De lige motorveje strækker sig derud af og 7 timer senere lander vi på Motellet i Dallas. Vi er for trætte til noget som helst og går i seng.

Næste dag vågner vi ved en ti tiden. Den dejlige store hotel seng har givet med en god nats søvn og vi er klar til dagens program. Vi hopper ud i det blå udyr og sætter GPSen til Dealeys Plaza, stedet hvor Kenndy blev skudt. Motellet ligger et stykke vej uden for byen og vi får derfor en mulighed for at kigge lidt på Dallas skyline.

Noget undre mig til gengæld. Vi kørte rundt om hele byen i de dage vi var der og der er ikke andet i området end skyskrabere. Hvor søren bor folk henne? For i Downtown ligger der kun hoteller, banker og andre virksomheder og uden for downtown var der kun motorvej og lidt spredte Mcdonalds. Nå, men det må de jo selvom. Måske bor alle på hotel eller noget :)

Nå, efter at havde gået lidt rundt i byen befinder vi også pludseligt midt i historiens vingesus. Lige der, lige der på krydset blev han skudt for snart halvtreds år siden. Der er virkelig stemning over det her sted. 

Billedet lige herover er forresten et billede af det vindue som Lee Harvey Oswald, skød fra. Hvis det altså var ham der er morderen. Efter et par billeder går jeg straks igang med at løse mordgåden. Kigger lige på den nærliggende græshøj som er arnestedet for mange konspirationsteorier omkring præsidentens død og lige pludselig slår det mig: Det er butleren der er morderen! 

I virkeligheden er det nok en syg mands værks ligesom så mange andre kende personerne mordere og jeg ved ikke rigtigt om jeg tror på teorierne om CIA involvering og alt det, men man ved jo aldrig. Det er USA så alting kan ske. 

Efter en lille subway sandwich er det videre i programmet. Efter en halv time drejer vi ind på parkeringspladsen foran GFW Gun Range. Det er skyde tid. Vi træder ind i butikken og jeg lægger mærke til at alle herinde bærer våben. Butikken minder sådan set lidt om en sportsmaster bortset fra at det ikke er fodbolde de har på hylderne med ting der kan slå ihjel. 

Jeg spørger en af ekspedienterne og det er i orden at vi lige skyder et par runder selv om vi ikke er amerikanske statsborgere. Han griner lidt og svarer at han er skide ligeglad så lige vi har penge til at betale lejen. Fedt nok! Vi skal lige læse lidt regler og skrive under på at vi selv er ansvarlige hvis der sker noget. 

Det gør vi så. Jeg tager mig af en automat riffel og Mikkel og Christian snupper en Glock 17 hver. 

De to drenge har aldrig prøvet at skyde før så det er selvfølgelig en stor oplevelse for dem. Jeg har en del erfaring for hæren og er bare glad for at være tilbage på skydebanen. Våben håndtering er ligesom at køre på cykle, har man lært det en gang glemmer man det aldrig. Vi tager en 40 skud hver og betaler ca. 50 dollars. Alle pengene vær. Jeg står og snakker lidt med ekpedienten bagefter og "guns dont kill people, people do." Min holdning er den modsatte, men jeg er ret sikker på at det var det forkerte sted at diskutere lige præcis det emne så jeg giver ham ret. Han forklare mig at det er lovligt at bære et skjult våben hvis du bare har tilladelse til det. 

Bagefter smutter vi til motellet og hopper i den indendørs pool. Efter lidt tid er vi klar til ramme byen og møde de lokale.. og det mine kære læsere var sgu noget af en oplevelse! Men i må udholde spændingen til i morgen.

- Bue

En hurtig lille update...

Jeg sidder på et motelværelse i Dallas og er lige vågnet. Turen herned gik som smurt. Det er nu en dejlig bil sådan en Ford Mustang og motellet er også udemærket. Det er lidt tydeligt at se at vi nu er kommet til Texas. Andelen af pick up trucks er om muligt blevet endnu større og der store kraftige mænd med John Deere hatte over det hele :) På tank stationerne sælger de hjorte foder og der er flere gun shops end 7-11s. Sådan.
Vi har fundet ud af at Tivoli kun har åben fra 18.00 til 23.00 i morgen så den tager vi nok i overmorgen hvor det har åbent hele dagen.

Følg med i morgen hvor jeg afslører hvem der dræbte JFK. En hel dag til at løse mysteriet burde være nok.

- Bue

Halfway there...

Jeg sidder på min altan og nyder eftermiddagssolen. En kop kaffe står på bordet og ved siden af ligger min strategi bog. Den får sig lige en velfortjent pause. Nu har jeg efterhånden været her i 2 måneder og 11 dage. Det lyder ikke af så meget når man ser det på skrift egentligt og det er det vel heller ikke hvis ikke det var for alt det jeg indtil videre har oplevet.

Jeg tænker tilbage på turen til Miami med alle dens mange timer på de amerikanske motorveje. Mindes en usandsynlig fugtig og klam varme da jeg ankom, tropiske regnskyld, ture i Bourbon street, Snakes and Jakes, god jazz, Long Johns besøg og resten af de uforglemmelige minder jeg allerede har fået.

Mine venner derhjemme fra spørger mig ofte "Hvordan går derovre" svaret bliver ofte noget i retningen af "Det går fint" og samtalen køre videre. Men hvordan går det egentligt. Skolen er blevet hverdag. Jeg har afsluttet det første af mine fag med et A og resten af fagene har jeg også ret godt styr på. Jeg har lært at finde rundt i byen og behøver nu ikke længere GPS for at finde til Walmart.

Føler jeg mig hjemme? Ja, det gør jeg vel. I de første par uger sad en underbevidst følelse af at "det bare var en ferie" i mig, men det er efterhånden gået op for min, både under - og almindelig bevidsthed, at jeg rent faktisk bor her nu. Kan efter hånden nærmest ikke huske med lejlighed derhjemme :)

Har det ændret mig så? Det er svært at sige. Det har været lærerigt at være helt på egen hånd i et fremmed land bestemt, men på den anden side har jeg ikke for alvor oplevet nogen problemer med noget som helst nærmest, mens jeg har været her. Det hele er gået glat og det modbeviser mange danske studerendes fordomme om at udveksling skulle være et stort monster med masse af problemer og papir arbejde. Men måske er der problemer og papir arbejde og måske er det stressende. Jeg opfatter det måske bare ikke. Som nævnt i mit allerførste indlæg kører jeg mit liv efter et "bare hop ud i og tag konsekvenserne bagefter" motto og tager derfor ting som de kommer. Jeg bekymre mig ikke om ting jeg kan gøre noget ved alligevel og der gør mig måske mindre stresset end andre. Hvem ved.

Er jeg blevet amerikaner af at være her? Nej. Svaret er ret kort og kontant. USA er et fantastisk land og der er mange positive ved landet, men som man altid oplever når man af uden for Danmark oplever man hvor godt man har det derhjemme og hvor godt ting virker. Kunne jeg bo her resten af mit liv?......... hmmmm... Det ved jeg sgu ikke helt. Nok ikke i New Orleans, men USA generelt vil jeg ikke udelukke. NOLA er en turistby og det er det der er deres største indtægt kilde. Der er perfekt for os når vi kun er her i så relativ kort tid, men med karriere brillerne på ville jeg nok vælge New York i stedet. Og der kunne jeg tilgengæld sagtens bo.

Jeg er stadig dansk, jeg læser stadig berlingske.dk hverdag og spiser stadig makrel i tomat på rugbrød (Mikkel tog det med herovre :) )Jeg ser da nyhederne herovre og Amerikansk indenrigs politik fx, er interessant, men den vedrører stadigvæk ikke rigtig mig og derfor er det svært at holde focus. Det samme gælder for mange andre at de lokaler nyheder. Det havde været en helt anden sag hvis jeg skulle blive herovre i længere tid.

Hvad med netværk og venner? Jeg har fået en del amerikanske venner herovre, men det er en enorm opgave at skulle bygge et helt netværk op fra bunden. Det kræver en hel del energi når man starter med ikke at kende nogen overhovedet. I modsætning til mange af de andre udvekslingstuderende, mine roommats fx, har jeg ret faktisk fået amerikanske venner. Grunden hertil er at de interessere mig mere og mit engelsk er godt nok til ret faktisk at kunne føre samtaler med folk. Det er et stort problem for mange af de spansktalende. Amerikanere er selvfølgelig overbærende til en vis grad, men ingen kan i længden holde ud at snakke med en der skal tænke over hvordan har skal formulere sig hver gang han åbner munden og i forvejen ikke har evner til andet end smalltalk. Det er egentligt lidt synd, men de bliver heldigvis bedre som tiden går.
En anden ting der er ret underholdende er at man starte på en frisk herovre hvor ingen kender en. Og man kan forøvrigt også skabe sig så åndsvagt som man vil for selv om man måske derfor bor i et korthus skal det bare undgå at vælte før 18. december :) Jeg prøver nu godt nok at opføre mig ordenligt herovre. Det er nu engang det man kommer længst med.

Vi lever et herligt, nærmest bekymrings frit liv herovre og spørger man min kære fader tror jeg godt at han kunne nikke genkendene til den frie og once in a life time følelse der præger livet som udvekslingstudent. For det er once in a life time. Jeg får aldrig denne mulighed igen og udnytter den derfor til fulde.

En af grundene til at jeg nyder tiden her i fulde drag er at jeg ved hvad der venter bagefter. For det første koster det ret mange penge at være herovre og de skal betale tilbage igen. Bruger ikke penge på åndsvage ting, men gider heller ikke at vende hver en mønt. Der skal opleves noget og så må det koste det det koster.
Penge kan man altid tjene, men noget langt værre lurer i horisonten når jeg kommer hjem: Voksenlivet!
Når jeg landet i lufthavnen i kastrup den 18. december mangler jeg kun eet fag og min kandidatafhandling for at være færdig som Cand. Merc. Jur.
Jeg står uden job når jeg kommer hjem og har ingen ide om hvad min afhandling skal handle om. Det er forholdsvis betydningsfuldt for hvad jeg skal beskæftige mig med resten af mit liv så den skulle helst ramme et område der interessere mig, men hvad det så lige er, er jeg ikke klar over. Et arbejde skal også findes når jeg kommer hjem og hvad skal det handle om? Store spørgsmål til hvilke jeg ikke kender svaret.
Men lige som turen herovre springer jeg ud i det og skal sgu nok klare det. Og om lidt under et år står jeg nok med et stykke papir i hånden der siger at min sorgløse studietid er ovre. Jeg er næsten 25 på det tidspunkt så forude ligger 40 år arbejde.. Deprimerende ikke? Måske følger jeg Long John ide og åbner en biks der sælger brugte kajakker i stedet for.

Men nok deprimerende " jeg er ved at blive gammel" snak. I aften efter min sidste time er det på hovedet ned i den åbne Ford Mustang vil har lejet og så står den på Dallas! Vi skal ind og kigge på lidt rutjebaner : http://www.sixflags.com/overTexas/index.aspx og en tur forbi en skydebane. En AR-15 koster ca. 30 $ at leje så mon ikke lige der skal høvles et par skud af med en god automat riffel. Det er ved at være lidt tid siden.
Vi skal selvfølgelig også lige forbi Dealey Plaza og løse JFK mordgåden. Jeg har set et utal af detektiv film så det burde ikke være noget problem. Billeder kommer der selvfølgelig masser af.


- Bue

Fader vor..

Eller min er det faktisk. Sidste onsdag fik han som tidligere beskrevet lige en mulighed for at smutte forbi grundet noget forretningsmøde "i nærheden" af New Orleans. Klokken ca. 19.30 ankommer han så i taxa fra lufthavnen og vi tager straks afsted ned til downtown hvor den står på middag på Mortons Steak house. Vi var nærmest de eneste kunder i butikken, men det bliver oplevelsen bestemt ikke dårligere af. Mad nok til at brødføde en mindre hær og en tjener med en meget autentisk sydstats accent. Sådan.

Skjorte og slips er forøvrig ikke i anledningen af middagen (for hernede er folk jo ligeglade med hvordan man ser ud), men på grund af den årlige suit up day, 13. oktober, som i alt sin enkelthed handler om at man skal have et jakkesæt på hele dagen uanset hvad man laver. Den anden fyr på billedet er forøvrigt Morten, den anden danske udvekslingsstudent herovre. 

Nå, men aftenen var stadig ung så vi bevæger os straks videre ned af Bourbon Street. Den ligner sig selv med de kulørte lamper og måtte da også lige forklare den gamle at det altså er ludere og ikke bare piger der godt kan lide at gå udfordrende klædt der vader rundt dernede. 

Vi smutter lige ind på Tropical Isle og får en Hand Granate, efter barens eget udsagn, den stærkeste drink i Bourbon. 

Efter lidt når vi til Persevation Hall for at høre noget rigtig NOLA Jazz. Jeg har omtalt stedet tidligere, men det bliver det ikke mindre fantastisk af. Det er en slags tidslomme hvor man virkeligt får følelsen af historiens jazz vingesus. Koncepten varer en lille time og vi går efterfølgende ind ved siden af på Pat O'Brians, en anden meget kendt bar her i NOLA. Vi sætter os ind i Piano baren så i grunden er et ganske fedt stedet. Det er en slags "fællessang på bakken" uden Johnny Reimer, men tilgengæld med to pianister der kan spille alle sange i verden eller tæt på. Der står to klavere i lokalet og ved hjælp af en kuglepin, en serviet og nogle dollars kan man få spillet lige hvad det skal være. Farmor og Farfar ville elske det her sted og jeg synes i grunden også det er vildt fedt at man kan sidde og skråle med på evergreens fra 1950-1990. Eneste problem er at der sgu altid er så mange folk derinde. I hvert fald i weekenderne. 

Vi tolvtiden smutter vi hjem med en taxa og er enige om at det har været en hyggelig aften. Den gamle tager afsted til lufthavnen tidligt næste morgen. Det var virkelig fedt at han lige kiggede forbi så også han kunne få en smagsprøve på NOLA livet.
Om aftenen var det så tur til næste levende billedet nemlig Mikkel Samberg som ankom og torsdag og som forøvrigt stadig er her.

Og der blev flere..

Man er efterhånden kommet sig over sidste nats mareridt/drøm (lommetyvn + casino) og vi gik om bord i den stolte skude kaldet Bourbon Street. Her oplevede jeg en kommentar som jeg er støt på et par gange før mens jeg har været her.
Jeg er ikke helt sikker på om det er et kompliment eller en fornærmelse, men har efterhånden mødt en del, både herrer og fruer, der har oprigtigt spurgt om jeg er bøsse. Reglen herovre er åbenbart at det er ret ligemeget hvordan du ser ud så længe du har penge. Når mig og Morten går ud og hopper i en forvasket skjorte, hullede jearns og tager noget andet end løbesko på og gør en lille smule ved vores hår bliver vi automatisk betegnet som spilledende på det forkerte hold.

Den kære Mia pige derhjemme kan, ved sine fulde fem forhåbelig,skrive under på at det ikke er tilfældet og vi morer os en del over det. Mode.... eller... skjorter.. eller andet end shorts og sandaler med tennissokker findes åbenbart ikke her.

Halvsvejs indlægget lader stadig vente på sig. Det er mit lille barn, men jeg kan heldigvis love jer at det ikke tager ligeså lang tid som et rigtig et af slags ikke *****? :)

Jeg vil hoppe i køjen nu. I løbet af de næste par dage venter både indlæg om min kære faders indtog i NOLA og "halvdelen igennem "indlægget.

- For med samme tid, samme kanal


Bue

Forstyrelser..

Og ja, der har været mange.
For det første valgte min kære fader lige at kigge forbi i onsdags og det skulle selvfølgelig fejres. Jazz, Steaks og Bourbon Street blev det til. Han hyggede sig har jeg indtryk af og man kunne måske ane en lille smule misundlighed i hans blik :) Et indlæg med hele turen kommer senere.
Han var forresten så rar lige at ligge en utrolig byrde på mine skuldre med kommentaren: " I morgen er du lige så gammel som jeg var da jeg mødte din mor" !!!! Uha da. Jeg må skuffe jer men det bliver sgu ikke lige i år at jeg producere Bue jr. (og det tror jeg på mange måder verden er glad for )
"Jeg er halvvejs" indlægget er ved at forme sig i midt hovedet men har ikke haft tid til rigtigt at folde sig ud for Mikkel Samberg ankom i går. Ud over sit glade humør havde han noget meget meget meget vigtigere med: 2 pakker rugbrød og 7 dåser makrel i tomat! Nu kan jeg dø en lykkelig mand!

De danske drenge har stadig jet lag så de var ikke med ude i aften, men det var jeg desværre. En utrolig talentfuld lommetyv fik neglet sig til 60 dollars fra min lomme. Udtrykket at baren indeholde "to ludere og en lommetyv" kunne desværre ikke være mere rigtigt. Sket er sket og det er der ikke noget at gøre ved.. eller er der.
Jeg skulle have mine penge tilbage og var alligevel ret tæt på det lokale casino. Mike, en fyr fra New York, jeg har mødt herovre er elite poker spiller og jeg er åbentbart bare heldig så vi gik ud med 80 dollar i mit favør. Dagen er reddet.

I morgen står den på lektier og måske en tur til Walmart. Vi varmer op til at Mortens forældre kommer på søndag. Og den forbindelse skulle jeg sige tak fra Morten for en rigtig god aften (jeg ved du læser det her far) han havde det rigtig hyggeligt.

Indtil det næste indlæg kommer ...

- Ses

En kop kaffe..

Sidder en nyder en kop kaffe, hjemmebrygget, stærk og lige som den skal være. I skal ha' den her sagde vores landlady første gang vi var i supermarkedet og stak os en gul rund bøtte. Efter et par dage mødte vi hende og hun spurgte os om hvad vi synes om kaffen. Vi svarede at den var skam helt fin hvilket fik hende til at undre sig lidt. Hun havde nærmest anbefalet den som en joke da det var det stærkeste espresso kaffe mand kan få herovre. Det skulle eftersigende være det mærke de drak nede i den latin amerikanske pensionist klub og dernede findes kaffedrikkere man ellers ikke skal løbe om hjørnet med. Men ok både Richardo og Saul er vokset op med espresso i stedet for mælk i sutteflasken og jeg lærte at drikke kaffe i hæren der, med alt respekt for de danske styrker, frembringer den mest uhyrlige omgang tjære i deres kantiner. Men her i lejligheden er der ikke noget med mælk, små kopper eller alt der chocolade pulver pis. En kop kaffe eller en kop kaffe ikke! Vi føler os lidt seje og vores landlady smiler af os.

Selv samme kop kaffe var jeg forresten ved at spytte ud af ren overraskelse da min kære fader anmeldte sin ankomst. Han er alligevel i US og synes derfor det var på plads med et besøg hos sønnike her i NOLA. Han har ligelede befalet at den i aften skal stå på steaks : http://www.mortons.com/neworleans/ og jazz : http://preservationhall.com/hall/index.aspx

Jeg følger med glæde med og Morten, den anden dansker, har også erklæret sig klar. Kender jeg far ret, og det gør jeg, skal han nok tage en mia. billeder. 

I morgen er en stor dag. Mikkel Samberg ankommer og endnu vigtigere: Jeg har været her halvdelen af tiden og det kommer der selvfølgelig et indlæg om. Så følg med i morgen. 

- Bue

Home Coming..

Nu har jeg endelig fundet ud af hvad det er. Home Coming er en slags gamle elevers fest som vare en uge i træk. Ugen bestod af en række arrangementer, koncerter og reunions. Vi deltager i lidt forskelligt. Lørdag bevæger vi stille og roligt ned i Superdome igen. Tulane spiller mod Army i deres home coming kamp og det er en som man normalt SKAL vinde, men nej. Vi får prygl. Stemningen var dog stadig god da vi gik.

Efterfølgende gik turen til det tyske hus her i NOLA som afholder en årlig oktoberfest og jeg må sige de gjorde overraskende meget ud af det. Der var rent faktisk tysk øl i hanerne og man kunne også score sig en lille bratwurst med tilhørende sauerkraut. Der er godt nok noget tid siden jeg har indtaget denne herlige spise så jeg gik ombord i kæmpe omgang. Senere fandt vi et fjernsyn og får set LSU smadre Florida fuldstændig, i det mindste er der da et hold i staten der kan vinde. Efter noget tid forlader vi stedet, bærende aftenens fangst af blinkende ølglas og sjove hatte.

Dagen efter er jeg blevet inviteret til koncert af nogen amerikanere. Bandet hedder Eisley. Har aldrig hørt om dem før, men de skulle vist være ret kendte herovre. Bandet siger mig ikke vildt meget, men stedet tilgengæld, hold da op. Stedet kunne været taget ud af et guitar hero spil. Forholdvis stort med brun træbeklædning på væggene, dørmænd der vejer 10 gange som meget som mig, bartenderene der ligner noget fra en dokumentar film om rolling stones og publikum lige så. Opvarmningsbandet går på og det er ret kliche. En tatoveret stille bassguitarist, guitarspilleren lignede en ung John Lennon og forsangeren havde langt hår og en sjov hat. Musikken var ok så vi hyggede os. 

Men tiden den går som tiden vil og i dag er det mandag. Efter at have haft en kølig uge er det nu blevet varmt igen. Sidder i skrivende stund på vanrandaen i små 30 grader varme... Ahhhh! På torsdag kommer Mikkel Samberg på besøg. Det er skal nok blive sjovt.

- Bue

Kamp valg..

Generalforsamlingen er netop overstået i FEJ (Foreningen af ErhvervsJurister) med mig som deltager. Det er sgu fagre nye verden med skype. Selvom samtalen var kort var det ret at se mine kære medstuderende igen. Det er rart at se at verden ikke står stille bare fordi man ikke er der. For den følelse får man let herovre. Efter en kort præsentation af mig selv over skype gik folket til stemmeurnerne og mente åbenbart at jeg var berettiget til endnu et år i FEJs bestyrelse. Tak for det! Sejren kom i hus med blot een stemme.

Så fandt jeg lige ud af at der er en kæmpe musikfestival her i slut oktober i NOLA. Muse, MGMT, Paul Oakenfold, Paul van Dyk, Florence and the Machine, Kelis, Deadmau5 med flere (og nej mor, du kender ingen af dem) kommer og spiller. Det er godt nok ikke Roskilde, men tæt på. Der tror jeg nok liiiiige at jeg skal kigge forbi.

Nå,
Jeg vil gå ud og løbe mig en tur i det gode vejr..

- Bue

Bil kørsel på New Orleansk

Jeg har efterhånden kørt en del i bil herovre og er kommet frem til at der må står en automat nede i downtown et sted hvor man kan trække sit kørekort. Det ligner nærmest sydlandske tilstande. For det første bruger de konsekvent ikke bliklys når de skal dreje herovre. Det er irreterende både når jeg cykler og kører i bil. For helvede altså. Håndtaget er liiiige ved siden af rattet.

Mike, en fyr jeg har mødt fra New York, mente at NY trafikken var vanvittig end til han kom herned og det siger en del.

Alle gaderne er ensrettede og har en underlig form for vigepligt med fuldt stop i stedet for den meget bedre højre vigepligt. Så er der den fedeste af dem hvor alle har fuldt stop. Der må den der kommer først til krydset køre først og hvis to kommer på samme tid er det ham til højre. Forvirret? Det er jeg.

Så må man forresten godt svinge til højre ved rødt lys hvis der ikke kommer nogen, med mindre der er et skilt som siger at man ikke må. 

Desuden så har deres højre og venstresvings trafiklys kun en pil når det er grønt så de har allesammen et skilt ved siden af dem hvor der står at det er et højre eller venstresvings trafiklys. Hvorfor ikke lave pile i det røde og gule lys også så man kunne droppe skiltet spørger man sig selv.

Noget de har styr på herovre er tilgengæld drive in konceptet. Fast food drive in kender vi derhjemme fra. En drive in drug store giver måske også god mening. Men så er der en drive in bank! Det skal nævnes at der på tastaturet i drive in banken er påtrykket blindeskift. Hmmm... 

Men der er intet der kommer i nærheden af min farvorit: Drive In Liquor store! Hvad sker der! Man kører ind, bestiller hvad man skal have af sprut og øl og kører videre til det næste vindue og får det udleveret.. Sådan.

Men parkeringen herover er der sgu ikke noget galt med. Ikke noget med 100 $ i timen eller pladser så små at man knap kan stille sin cykel. Alle parkeringspladserne her er Hummer size og gratis.

Det var lidt nyt fra traffik fronten. Ellers står resten af ugen på Home Coming uge og Tulane vs. Army football kampen på lørdag. 

En skoledag..

Det er tidlig morgen og luften er kølig udenfor. Cykelturene herhen bliver mindre og mindre anstrengende, mest på grund af at temperaturen nu ikke er en mia. grader udenfor. Morgen solen skinner ind af ovenlysvinduerne i GWH2 - lokale 3110. Det er tid til min strategy klasse. Jeg kigger rundt på de ca. 25 andre tilstedeværende i auditoriet. De er lige så søvnige som jeg og fokus skifter ned på den kaffekop der står på bordet. Den får mig til at savne hjem. Selv den usleste CBS kaffe er bedre end den omgang udefinerbare kaffeligende væske der befinder sig i min kop... Øv. Min sidemand og mit blik mødes, jeg kigger på min kaffe og op igen. Et lille nik og en gensidig forståelse. Øv.

Underviseren træder ind og sammen med ham en ung gut jeg ikke har set før. Den unge fyr begynder at tale. Hej allesammen, jeg har lige fået 5 min. af jeres lærer. Jeg vil bede jer om lidt hjælp. Det viser sig at min underviser, som har sin egen strategi rådgivningsvirksomhed, er i gang med et projekt for den unge fyr. Han vil gerne have vores hjælp til at forbedre distributionen af nogle bæredygtige klip-klap sandaler. Den unge fyr forklarer lidt om hans biks (http://www.feelgoodz.com/) Produktet interesse mig ikke, men historien bag gør. Han har mere eller mindre alene bygget denne virksomhed op bare for at se om han kunne.

Denne iværksætte ånd går igen i mange af mine indtryk herovre. Mange, rigtig mange, af mine medstuderende har deres egne virksomheder som laver alt muligt. Det er ligesom en del af at være MBA åbenbart. Man kan jo kun få begrænset viden ud af bøger så man må prøve det på sin egen krop. Det er også en hel del lettere herovre. Der er hjælp fra vores iværksætter klub på campus fx. og underviserne støder også gerne til hvis de kan hjælpe. Det er i grunden det der er den amerikanske drøm: At man kan starte fra ingenting og blive rig af det. Selvfølgelig går det galt engang i mellem, men man opnår helt sikkert ikke noget hvis man ikke prøver og det er i hvert fald ikke Janteloven der skal stoppe en. Mest fordi den ikke findes herovre :)

Præsentation er overstået og vi går igang. Dagens emne er udviklingen i musik branchen og hvilke effekter overgangen fra plader og CDer til mp3 filer har haft på branchens strategi. Vi har en god diskussion i klassen. Jeg kommer med et par pointer og underviseren er enig. Fedt. Timen er slut. 2.5 time til den næste.

Vandre hen i mit locker og drejer kombinationslåsen. Skabet går op og min taske ryger ind. Det er tid til noget at spise. Jeg har en del tid så jeg cykler hen til det lokale supermarkedet. Brød, mælk, frugt, grønt, 2.5 kg. hakket oksekøb, pålæg for under 100 kr. Love America. Smutter hjem og laver en sandwich.

Tilbage i skole. Brand Promotion. I dag er det præsentationsdag. Alle i klassen skal lave en præsentation om et eller andet brand. Jeg var på for et par uger siden med Tuborg. I dag hører vi om Harley Davidson, The SYFY channel, EXPO2010 i Kina og Kedel One vodka. Meget interessant.

Udenfor er der en eller anden form for bod. Jeg går derhen og kigger. Efter 2 minutter står jeg med publikumsbilletter til en amerikansk tv show: Mad Money (http://en.wikipedia.org/wiki/Mad_Money)
Som jeg nu åbenbart skal ind og se :) Det er et nationalt show som bliver sendt på CNBC og er ret stort herovre. Nu skal vi sgu i tv :)

Mellem timer igen. Jeg smutter en tur i motionscentret.

Tid til Business Law. Har ikke læst een eneste side i det fag endnu og er stadigvæk den bedste i klassen. Det de underviser i herovre er børnelærdom for en cand merc. jur. især fordi at retsystemet her i Louisianna er det samme som vi bruger derhjemme. Ingen problemer der. Vi beskæftiger os med kontraktsret i dag.
Timer ender og ugen ender. Jeg har en slags efterårsferie fra i dag. Herligt.

Alt i alt en ganske almindelig skoledag her i NOLA.


Forresten.
En lille forklaring til sidste indlæg hvis det skulle have forbigået nogen.
LSU er Louisianna State University
Baton Rouge er hovedstaden her i staten og er der hvor LSU ligger.
Alle oplevelserne fra sidste indlæg foregår på LSU campus, altså det område som LSU ejer og ligger på.

- Bue

Hjemvendt fra slaget...

For et slag var det godt nok. Dorbed og Jeff henter mig ved 8 tiden fredag aften og efter at have givet Dorbeds monster af en Jeep noget at æde kører vi ud i den kølelige aften luft. Det er mørkt på motorvejen og vi er alene. Det kan godt være at den Jeep er sulten, men man forstår pludselig godt hvad de skal med disse kæmpe biler på en aften som denne.
Efter en lille timer ankommer vi til LSU lidt uden for Baton Rouge. Der er et enormt område og her meget mere rent og pænt end hjemme på Tulane og fraternity husene herhjemme ligner skure i forhold til de slotte de bor i på LSU. Vi kører lidt rundt i det land som LSU nærmest er. Campus er 100 % selvforsynende. De har eget landbrug, eget slagteri, eget kraftværk, vandværk, politi, eget alting. Vi smutter forbi en levende tiger, Mike The Tiger, som er LSU maskotten. Han ligger og sover.

Vi beslutter os for at tage hjem til Dorbeds bror som bor heroppe. Huset er et rækkehus et område som man meget let kunne forvild i. Hunderedvis af PRÆCIS ens huse og ingen pejlemærker. Vi finder det rigtige på magisk vis og  går ind. Broderen er ikke selv hjemme, men er faktisk i New Orleans for at fri til sin kæreste. Vi stener lidt tv med hans roommates og får os et spil dart. Jeg taber. Selve huset er en oplevelse i sig selv. Det er tydeligt at der kun bor mænd her.Vi går i seng efter et par timer.

RIIIIIIIIING RIIIIIIIIIIIIIING ! RIIIIIIIIIIING
Telefonen, ikke min, ringer og bliver ved. Sluk så for helvede det lort! Råber jeg højt på dansk efter et par minutter af ingen reaktion. Jeff våger og råber noget i samme retning dog ikke på dansk :). Dorbed er vågnet og har taget telefonen. Efter et par what og fuck og rigtig mange rigtig grumme tillægsord til at beskrive det kvindelig køn på ligger han røret på. Broderen har fået en kurv, altså et nej, fra kæresten og er taget på stripbar og drukket sig en kæb i øret. Mildest talt. Han er ikke klar over hvor han er og måske heller ikke hvem han er og i hvert fald ikke hvor han skal sove henne. Vi foretager et par opkald og finder en løsning. Der er ingen grund til at snakke med ham nu da han er for fuld og der er ikke mere vi kan gøre herfra så vi går i seng igen. Sikken et drama der udspiller sig for øjnene af mig tænker jeg og døser hen.

Vi vågner ca. klokken 9 om morgenen og de andre er allerede taget afsted. Vi snupper lidt morgen mad og så er det ellers til tailgateting. Det er en slags opvarmning til kampen hvor man besætter parkeringspladsen og griller og hygger. Inden da er vi lige inde og vende i fan biksen hvor det hele går op i hat og briller.. Eller hat og en LSU tshirt i hvert fald.

De har styr på grillmaden herovre og det smager fantastisk. Menneskene er flinke og synes det er helt vildt fedt at jeg gider at se en LSU kamp uden at kende noget til Collage football og de vil alle sammen hjertens gerne forklare mig reglerne. Jeg lader dem.

Klokken er hen ad 14.00 og vi bevæger os ind på station og seriøst, Parken go home. Den her skude kan rumme 92.937 personer og der er HELT fyldt og den bliver kun brugt til LSUs hjemme hold. Stemningen er insane og det bedste er at herovre har man ikke problemer med hooliganisme så der er ganske fredeligt og man kan sagtens tage sine børn med:

- Et billede af en lille LSU fan der har taget sin mormor med til Football.

Så kører bussen røvhuller. Spillet er igang og har fået lært mig reglerne godt nok til at kunne følge med i hvad der sker. Kampen bølger frem og tilbage og jeg kommer med nogle, for de andre, uforståelige "for helvede" udbrud :) De andre synes det er fedt. Kampen bliver afgjort i et sandt gys. LSU har faktisk tabt da en underlig (og selv for Dorbed, en passioneret LSU fan) ufortjent dommerafgørelse får LSU lov til at starte på 1 yard linien og vinder kampen.

Med en lidt mærkelig fornemmelse går vi derfra sammen med resten af fansene. Det er en folkevandring nærmest. Vi går ind i Tiger land som en slags on campus Bourbon street (LSU har alt) Der er psyko gang i den med live musik og alt muligt. Alle bærer fantrøjer og fra begge lejre, men igen ingen slagsmål. Dorbeds bror er dukket op i mellem tiden. Han har det ikke så godt så vi tager os en snak. Hele hans liv er ved at gå i opløsning, men han tager det efter omstændighederne godt. Han får det bedre efter lidt tid, et par øller og en løfte om at han kan komme og besøge mig i Danmark anyday når jeg kommer hjem.

Klokken bliver 2 og stedet, lige soom alle andre barer i Baton Rouge, lukker og vi tager hjem efter en lang, men begivenhedsrig dag. 

Morgenen efter er det tidligt op og hjem. Fantastisk weekend.

- Bue