Jeg sidder på min altan og nyder eftermiddagssolen. En kop kaffe står på bordet og ved siden af ligger min strategi bog. Den får sig lige en velfortjent pause. Nu har jeg efterhånden været her i 2 måneder og 11 dage. Det lyder ikke af så meget når man ser det på skrift egentligt og det er det vel heller ikke hvis ikke det var for alt det jeg indtil videre har oplevet.
Jeg tænker tilbage på turen til Miami med alle dens mange timer på de amerikanske motorveje. Mindes en usandsynlig fugtig og klam varme da jeg ankom, tropiske regnskyld, ture i Bourbon street, Snakes and Jakes, god jazz, Long Johns besøg og resten af de uforglemmelige minder jeg allerede har fået.
Mine venner derhjemme fra spørger mig ofte "Hvordan går derovre" svaret bliver ofte noget i retningen af "Det går fint" og samtalen køre videre. Men hvordan går det egentligt. Skolen er blevet hverdag. Jeg har afsluttet det første af mine fag med et A og resten af fagene har jeg også ret godt styr på. Jeg har lært at finde rundt i byen og behøver nu ikke længere GPS for at finde til Walmart.
Føler jeg mig hjemme? Ja, det gør jeg vel. I de første par uger sad en underbevidst følelse af at "det bare var en ferie" i mig, men det er efterhånden gået op for min, både under - og almindelig bevidsthed, at jeg rent faktisk bor her nu. Kan efter hånden nærmest ikke huske med lejlighed derhjemme :)
Har det ændret mig så? Det er svært at sige. Det har været lærerigt at være helt på egen hånd i et fremmed land bestemt, men på den anden side har jeg ikke for alvor oplevet nogen problemer med noget som helst nærmest, mens jeg har været her. Det hele er gået glat og det modbeviser mange danske studerendes fordomme om at udveksling skulle være et stort monster med masse af problemer og papir arbejde. Men måske er der problemer og papir arbejde og måske er det stressende. Jeg opfatter det måske bare ikke. Som nævnt i mit allerførste indlæg kører jeg mit liv efter et "bare hop ud i og tag konsekvenserne bagefter" motto og tager derfor ting som de kommer. Jeg bekymre mig ikke om ting jeg kan gøre noget ved alligevel og der gør mig måske mindre stresset end andre. Hvem ved.
Er jeg blevet amerikaner af at være her? Nej. Svaret er ret kort og kontant. USA er et fantastisk land og der er mange positive ved landet, men som man altid oplever når man af uden for Danmark oplever man hvor godt man har det derhjemme og hvor godt ting virker. Kunne jeg bo her resten af mit liv?......... hmmmm... Det ved jeg sgu ikke helt. Nok ikke i New Orleans, men USA generelt vil jeg ikke udelukke. NOLA er en turistby og det er det der er deres største indtægt kilde. Der er perfekt for os når vi kun er her i så relativ kort tid, men med karriere brillerne på ville jeg nok vælge New York i stedet. Og der kunne jeg tilgengæld sagtens bo.
Jeg er stadig dansk, jeg læser stadig berlingske.dk hverdag og spiser stadig makrel i tomat på rugbrød (Mikkel tog det med herovre :) )Jeg ser da nyhederne herovre og Amerikansk indenrigs politik fx, er interessant, men den vedrører stadigvæk ikke rigtig mig og derfor er det svært at holde focus. Det samme gælder for mange andre at de lokaler nyheder. Det havde været en helt anden sag hvis jeg skulle blive herovre i længere tid.
Hvad med netværk og venner? Jeg har fået en del amerikanske venner herovre, men det er en enorm opgave at skulle bygge et helt netværk op fra bunden. Det kræver en hel del energi når man starter med ikke at kende nogen overhovedet. I modsætning til mange af de andre udvekslingstuderende, mine roommats fx, har jeg ret faktisk fået amerikanske venner. Grunden hertil er at de interessere mig mere og mit engelsk er godt nok til ret faktisk at kunne føre samtaler med folk. Det er et stort problem for mange af de spansktalende. Amerikanere er selvfølgelig overbærende til en vis grad, men ingen kan i længden holde ud at snakke med en der skal tænke over hvordan har skal formulere sig hver gang han åbner munden og i forvejen ikke har evner til andet end smalltalk. Det er egentligt lidt synd, men de bliver heldigvis bedre som tiden går.
En anden ting der er ret underholdende er at man starte på en frisk herovre hvor ingen kender en. Og man kan forøvrigt også skabe sig så åndsvagt som man vil for selv om man måske derfor bor i et korthus skal det bare undgå at vælte før 18. december :) Jeg prøver nu godt nok at opføre mig ordenligt herovre. Det er nu engang det man kommer længst med.
Vi lever et herligt, nærmest bekymrings frit liv herovre og spørger man min kære fader tror jeg godt at han kunne nikke genkendene til den frie og once in a life time følelse der præger livet som udvekslingstudent. For det er once in a life time. Jeg får aldrig denne mulighed igen og udnytter den derfor til fulde.
En af grundene til at jeg nyder tiden her i fulde drag er at jeg ved hvad der venter bagefter. For det første koster det ret mange penge at være herovre og de skal betale tilbage igen. Bruger ikke penge på åndsvage ting, men gider heller ikke at vende hver en mønt. Der skal opleves noget og så må det koste det det koster.
Penge kan man altid tjene, men noget langt værre lurer i horisonten når jeg kommer hjem: Voksenlivet!
Når jeg landet i lufthavnen i kastrup den 18. december mangler jeg kun eet fag og min kandidatafhandling for at være færdig som Cand. Merc. Jur.
Jeg står uden job når jeg kommer hjem og har ingen ide om hvad min afhandling skal handle om. Det er forholdsvis betydningsfuldt for hvad jeg skal beskæftige mig med resten af mit liv så den skulle helst ramme et område der interessere mig, men hvad det så lige er, er jeg ikke klar over. Et arbejde skal også findes når jeg kommer hjem og hvad skal det handle om? Store spørgsmål til hvilke jeg ikke kender svaret.
Men lige som turen herovre springer jeg ud i det og skal sgu nok klare det. Og om lidt under et år står jeg nok med et stykke papir i hånden der siger at min sorgløse studietid er ovre. Jeg er næsten 25 på det tidspunkt så forude ligger 40 år arbejde.. Deprimerende ikke? Måske følger jeg Long John ide og åbner en biks der sælger brugte kajakker i stedet for.
Men nok deprimerende " jeg er ved at blive gammel" snak. I aften efter min sidste time er det på hovedet ned i den åbne Ford Mustang vil har lejet og så står den på Dallas! Vi skal ind og kigge på lidt rutjebaner : http://www.sixflags.com/overTexas/index.aspx og en tur forbi en skydebane. En AR-15 koster ca. 30 $ at leje så mon ikke lige der skal høvles et par skud af med en god automat riffel. Det er ved at være lidt tid siden.
Vi skal selvfølgelig også lige forbi Dealey Plaza og løse JFK mordgåden. Jeg har set et utal af detektiv film så det burde ikke være noget problem. Billeder kommer der selvfølgelig masser af.
- Bue
Ingen kommentarer:
Send en kommentar