Fader vor..

Eller min er det faktisk. Sidste onsdag fik han som tidligere beskrevet lige en mulighed for at smutte forbi grundet noget forretningsmøde "i nærheden" af New Orleans. Klokken ca. 19.30 ankommer han så i taxa fra lufthavnen og vi tager straks afsted ned til downtown hvor den står på middag på Mortons Steak house. Vi var nærmest de eneste kunder i butikken, men det bliver oplevelsen bestemt ikke dårligere af. Mad nok til at brødføde en mindre hær og en tjener med en meget autentisk sydstats accent. Sådan.

Skjorte og slips er forøvrig ikke i anledningen af middagen (for hernede er folk jo ligeglade med hvordan man ser ud), men på grund af den årlige suit up day, 13. oktober, som i alt sin enkelthed handler om at man skal have et jakkesæt på hele dagen uanset hvad man laver. Den anden fyr på billedet er forøvrigt Morten, den anden danske udvekslingsstudent herovre. 

Nå, men aftenen var stadig ung så vi bevæger os straks videre ned af Bourbon Street. Den ligner sig selv med de kulørte lamper og måtte da også lige forklare den gamle at det altså er ludere og ikke bare piger der godt kan lide at gå udfordrende klædt der vader rundt dernede. 

Vi smutter lige ind på Tropical Isle og får en Hand Granate, efter barens eget udsagn, den stærkeste drink i Bourbon. 

Efter lidt når vi til Persevation Hall for at høre noget rigtig NOLA Jazz. Jeg har omtalt stedet tidligere, men det bliver det ikke mindre fantastisk af. Det er en slags tidslomme hvor man virkeligt får følelsen af historiens jazz vingesus. Koncepten varer en lille time og vi går efterfølgende ind ved siden af på Pat O'Brians, en anden meget kendt bar her i NOLA. Vi sætter os ind i Piano baren så i grunden er et ganske fedt stedet. Det er en slags "fællessang på bakken" uden Johnny Reimer, men tilgengæld med to pianister der kan spille alle sange i verden eller tæt på. Der står to klavere i lokalet og ved hjælp af en kuglepin, en serviet og nogle dollars kan man få spillet lige hvad det skal være. Farmor og Farfar ville elske det her sted og jeg synes i grunden også det er vildt fedt at man kan sidde og skråle med på evergreens fra 1950-1990. Eneste problem er at der sgu altid er så mange folk derinde. I hvert fald i weekenderne. 

Vi tolvtiden smutter vi hjem med en taxa og er enige om at det har været en hyggelig aften. Den gamle tager afsted til lufthavnen tidligt næste morgen. Det var virkelig fedt at han lige kiggede forbi så også han kunne få en smagsprøve på NOLA livet.
Om aftenen var det så tur til næste levende billedet nemlig Mikkel Samberg som ankom og torsdag og som forøvrigt stadig er her.