tirsdag den 30. november 2010

Autumn in New Orleans..

Efter en tur på stranden og lidt shopping om lørdagen tager vi en stille aften og kører dagen efter mod NOLA. Ale er taget hjem til Atlanta så det er kun mig og Marc i bilen. Sidste gang jeg tog turen fra Miami og hjem lovede jeg mig selv at det aldrig skulle ske igen og her er jeg alligevel.
Nå, der er ikke så meget at gøre ved det andet end bare at køre. Turen er ikke så spændende indtil vi når Pensacola. Jeg falder i søvn og bliver vækket pludselig af Marc der råber bandeord på Tysk. Det er blevet nat og er der ikke ret mange biler på vejen. Selvom trafikken er nærmest ikke eksisterende er der een bil vi godt kunne have undværet. Den har blink på taget og den blinker af os. FUCK!
Vi holder ind til siden og betjentene nærmer sig. Det er ikke mig der køre denne gang så de spørger om Marc førebevis og går tilbage til deres bil. Efter lidt kommer de tilbage og be'r om Pas. Ha, jeg sagde han var fra Tyskland udbryder den ene betjent. Det hjælper dog ikke på noget og vi får en bøde på 130 $. Vi er åbenbart kørt igennem en langsom zone hvor fartgrænsen er 55 i stedet for de normale 70.

Vi kommer hjem klokken 03 og jeg falder om. Vågner næste dag og er stadig træt, men har en præsentation som afslutter International Marketing. Den går rigtig godt. Uden for er efteråret trådt ind. Det minder meget om starten af oktober i Danmark. Bladene falder fra træerne. Der regner lidt og luften er tung. Temperaturen er gået fra 28 før vi tog afsted til 13 grader på en uge. Det er dog intet mod vejret derhjemme hører jeg.

Alle mine fag er ved at være slut. Jeg har i skrivende stund 4 timer tilbage på Tulane og en eksamen og så er det hele overstået. Det er en underlig fornemmelse. Der er kun 19 dage til at jeg igen lander i Danmark og så et det hele for alvor ovre. Det minder allerede nærmest om en drøm. Alt det jeg har oplevet er snart bare minder om en fantastisk tid.
Jeg har dog stadig et par afleveringer og Lasse og Nicolais besøg næste uge at bekymre mig om så der er stadig noget at give sig til :)

- Bue

Ingen kommentarer:

Send en kommentar